Det er ikke længe siden, at jeg var på et kursus for at finde inspiration til at skrive endnu bedre tekster. Det var et superspændende kursus, og jeg fik en masse fif og input til, hvordan man som tekstforfatter kan arbejde med fx emotionelle triggere for at gøre ens læsere meget mere hungrende efter af læse næste og næste og næste sætning. Og til slut at handle på de ting, man gerne vil have dem til at handle på – nemlig for eksempel at købe, klikke, bestille osv.
En del af kurset var selvfølgelig også dedikeret til, at vi selv skulle omsætte fif og input til egne tekster, hvor vi skulle bruge nogle af de greb, vi havde fået gennemgået. Og nogle gange sker der bare det, at hjernen staller. Så dér sad jeg – blandt tekstforfattere og andet godtfolk – og havde skrevet en tekst, der skulle gennemgås foran alle – og som bare overhovedet ikke fungerede. Den fungerede på ingen måde til det, den skulle, og det var helt klart en af de tekster, hvor ideen skulle have været aflivet efter kort tid, men hvor jeg befandt mig i et lærings-limbo og derfor ikke var hård nok til tidligt i forløbet bare at sige: Ved du hvad, ML, den her idé holder bare ikke i retten.
Jeg bad derfor kort og godt om, at min tekst fik lov til at dø en stille død i glemslens dybe ocean – og noterede til gengæld dette, som kan være godt for alle os kreative sjæle at huske på: Når det begynder at drille med at få for eksempel en tekst skrevet, og når logikken med ens oprindelige forehavende bare begynder at gå fløjten, så er det måske på tide, at man bare helt dropper idéen og kommer videre i livet. Nogle gange skal man selvfølgelig tillade sig selv at prøve at gå nye veje, eksperimentere med nye metoder og vinkler – men skal du præstere nu og her, så er det sandsynligvis ikke den rigtige fremgangsmåde. Et godt fif kan også være altid at gå sit produkt grundigt igennem – set med ens modtagers øjne. Rager indholdet mig som modtager, eller bliver det bare for mærkeligt…? Hvis du kan svare ja, så drop idéen, afsnittet, sætningen – hvad det nu drejer sig om. Og kom videre…. Med mindre det selvfølgelig er et mål i sig selv, at produktet SKAL være mærkeligt, anderledes eller ‘langhåret’….!
Bottom line er: Kill your darlings. I hvert fald nogle gange. Og især, hvis du har begrænset tid til at levere varen.