Når jeg rådgiver virksomheder og selv producerer diverse former for kommunikationsmaterialer, arbejder jeg stort set altid med tre vigtige grundprincipper i baghovedet, som hjælper mig med at skabe klarhed, troværdighed og mening i kommunikationen.
De tre principper, som jeg her vil introducere dig til, blev oprindeligt formuleret af den svenske samfundstænker Kenneth Abrahamsson tilbage i 1980’erne. De er stadig højaktuelle – også i virksomhedsregi. Uanset om du kommunikerer internt i din virksomhed eller eksternt til dine kunder og interessenter, kan disse principper hjælpe med at gøre din kommunikation mere effektiv og målrettet.
I denne artikel guider jeg dig nemt og hurtigt igennem de tre principper og forklarer desuden undervejs, hvordan du kan bruge dem strategisk i din virksomhedskommunikation, både når du henvender dig til dine medarbejdere og eksterne målgrupper.

De tre principper, kort forklaret:
1. Informationsprincippet
Det første princip handler om formidling af information og viden, der er nødvendig for, at modtageren kan forstå en situation, træffe beslutninger eller orientere sig. Afsenderen leverer et klart og præcist budskab, og modtageren skal ikke nødvendigvis reagere.
I den interne kommunikation er dette eksempelvis, når du sender en e-mail med information om ændringer i arbejdsgange eller opdateringer til et projekt. I den eksterne kommunikation kunne det være, når du sender en pressemeddelelse, opdaterer din hjemmeside med vigtige nyheder, eller informerer dine kunder om nye produkter og services via nyhedsbreve.
Informationsprincippet bruges, når du har behov for at sikre, at alle har de nødvendige oplysninger og kan træffe velinformerede beslutninger. Princippet handler således om klarhed, præcision og tilgængelighed. Når du kommunikerer via informationskanaler, som e-mails, intranet-opslag eller en nyhedsside på din hjemmeside, sikrer du, at alle får den information, de behøver, uden krav om videre interaktion.
2. Kommunikationsprincippet
Det andet princip understreger, at kommunikation ikke kun handler om at sende information, men om at skabe dialog og meningsudveksling. Her inviterer du modtageren til at reagere, stille spørgsmål, give svar eller feedback.
Internt kan du bruge kommunikationsprincippet ved at afholde møder eller workshops, hvor du ikke blot deler information, men også åbner op for feedback og diskussion. Eksternt kan du bruge sociale medier, spørgeskemaer eller kundeundersøgelser til at få input fra dine kunder. Det kan også være i form af opfordringer til at kommentere på din blog eller besvare en opfølgende e-mail med spørgsmål.
Kommunikationsprincippet giver mulighed for at skabe engagement, opbygge relationer og sikre, at kommunikationen ikke kun bliver forstået, men også er relevant for modtageren. Når du inviterer til dialog, giver du din målgruppe mulighed for at deltage aktivt i samtalen, hvilket skaber en tovejskommunikation, hvor alle parter er med i processen.
3. Offentlighedsprincippet
Det tredje princip handler om gennemsigtighed og tilgængelighed. Informationen skal være synlig og tilgængelig for dem, der har interesse i den. Dette princip handler således om at gøre viden og beslutninger (offentligt) tilgængelige, så de kan tilgås af alle, der har behov for dem.
Intern kan offentlighedsprincippet implementeres ved at lægge vigtige dokumenter, retningslinjer og beslutninger op på intranettet eller interne platforme, så medarbejderne selv kan finde de oplysninger, de har brug for. Eksternt kan det være, når du offentliggør årsrapporter, virksomhedens politikker eller produktinformationer på din hjemmeside.
Offentlighedsprincippet handler om at skabe tillid og ansvarlighed ved at gøre informationen tilgængelig for alle, som måtte have interesse. Når du gør din kommunikation offentlig og synlig, skaber du et fundament for, at folk kan tage del i og handle på den information, de har til rådighed.
Sådan fungerer principperne i praksis
For at gøre det hele endnu mere konkret, kan vi tage et par eksempler mere.
Intern kommunikation til dine medarbejdere:
-
Du sender en e-mail til dine kolleger, hvor du giver dem en klar og præcis opdatering om ændringen – informationsprincippet.
-
Du opfordrer dem derefter til at stille spørgsmål eller give feedback på processen – kommunikationsprincippet.
-
Du sørger for, at ændringen er beskrevet og tilgængelig på intranettet, så de kan finde alle detaljer om ændringen, når de har brug for det – offentlighedsprincippet.
Ekstern kommunikation til fx kunder:
-
Via en e-mail informerer du dem om en ny service – informationsprincippet.
-
Du inviterer dem til at kommentere eller stille spørgsmål via sociale medier eller et spørgeskema – kommunikationsprincippet.
-
Du offentliggør alle relevante oplysninger om servicen på din hjemmeside, så de selv kan finde alt, hvad de behøver at vide – offentlighedsprincippet.
Ved at anvende principperne bevidst kan du skabe en mere effektiv og sammenhængende kommunikation, der engagerer dine målgrupper på flere niveauer.
Hvorfor bruge principperne?
Abrahamssons tre principper er grundlæggende for at skabe effektiv kommunikation, uanset om den er intern eller ekstern. De hjælper dig med at sikre, at din kommunikation ikke bare når ud, men bliver modtaget og forstået på den ønskede måde.
Jeg bruger ofte disse principper i min hverdag, fx i forbindelse med produktion af tekster og valg af kommunikationskanaler – slet og ret for at træffe bevidste valg og udvikle strategier, der ikke kun handler om at informere, men også om at skabe dialog, engagement og gennemsigtighed. Dette hjælper med at opbygge stærkere relationer med både medarbejdere, kunder og andre interessenter, hvilket i sidste ende fører til bedre resultater og større tillid.
Har du brug for hjælp?
Er du interesseret i at anvende disse principper mere bevidst i din virksomhedskommunikation? Så kontakt mig gerne for assistance.