14. april 2025

Tekstforfatning med personlighed og præcision

Tekstforfatning

At skrive er nemt. At skrive, så det rammer, er noget helt andet.

God tekstforfatning handler ikke kun om at kunne stave korrekt og at sætte kommaerne rigtigt. Det handler om at forstå, hvad der skal formidles – og hvordan det siges bedst. Det handler om tone, timing og temperament. Om at finde det sprog, der lyder som dig, taler til dine kunder og skaber mening. Det handler om struktur. Om hooks og emotionelle triggere. Om argumentation. Om kontekst.

Og en hel masse andet.

Jeg arbejder med tekstforfatning som en del af en større – og dybere – kommunikationsindsats. Ikke som ’floskler og flitter’, men som strategi i praksis.

For at kunne skrive, hvad der kommunikationsfagligt og retorisk set vil kunne betegnes som en god tekst, er man nødt til først at forstå den bagvedliggende strategi med, at den skal sættes i verden. Hvilken kontekst den skal indgå i, hvem skal gerne tage imod den – og hvad skal de bruge den til?

 

Tekst, der forankrer dit brand

Tekstforfatning er en central del af din branding. Det er bl.a. gennem sproget, at du udtrykker din virksomheds værdier, identitet og stil. Den visuelle identitet er supervigtig – men det er det sproglige univers i dén grad også.

  • Hvordan lyder I?
  • Er I varme, seriøse, humoristiske, modige, konservative, innovative?
  • Taler I i korte sætninger?
  • Eller elsker I faglige nuancer?

Gode tekster skaber genkendelighed og genklang – ikke fordi de er ens hver gang, men fordi de taler med samme stemme. Det giver tryghed for modtageren og stolthed hos afsenderen.

Eksempler på teksttyper, som jeg ofte hjælper mine kunder med:

  • Webtekster/ tekster til websites
  • Pressemeddelelser
  • Nyhedsbreve
  • Kundecases
  • Content til sociale medier
  • Artikler
  • SEO-tekster
  • Testimonials
  • Tekster til trykt materiale, fx brochurer
  • Invitationer
  • Stillingsopslag
  • PowerPoint-præsentationer
  • Annoncetekster
  • Vigtige e-mails

En tekstforfatter er også en sparringspartner

Når jeg skriver tekster for en virksomhed, handler det ofte lige så meget om at stille de rigtige spørgsmål som om at levere den færdige tekst. Eller rettere: De gode spørgsmål forudsætter, at jeg kan skrive en god tekst. Hvad vil I gerne opnå? Hvem skal læse det? Hvilken handling håber I på bagefter? Hvilken kontekst skal teksten indgå i?

Ofte stiller jeg også undervejs nogle halvskøre spørgsmål, som der bliver grint af i telefonen eller til mødet. For hvorfor vil jeg vide, hvilken bil dit firma ville være, hvis det var født med fire hjul? Eller hvilken plante, dit firma ville sprudle som, hvis det tilhørte planteriget? Eller hvilke følelser du gerne vil vække hos dine modtagere?

Arbejdsprocessen

Er der tale om en ny kunde, starter processen typisk med, at jeg gennemfører interviews med en eller flere medarbejdere i virksomheden – hvad kan de fortælle om det, vi skal formidle. Jeg arbejder som regel ud fra en liste med spørgsmål, som jeg har udarbejdet til lejligheden, og ofte får interviewpersonerne spørgsmålene på mail inden interviewet, så de kan tænke over dem og måske forberede sig lidt.

Kender jeg kunden i forvejen, har jeg måske blot brug for lidt noter eller en hurtig snak med en medarbejder eller to for at kunne skrive den givne tekst. For så sidder det på rygraden, hvordan tekstforfatningen skal gribes an, og hvordan stemmen skal være.

Derefter skriver jeg første oplæg til teksten, som jeg sender til korrektur/ gennemgang hos kunden. Typisk kommer der et par smårettelser eller kommentarer retur, som jeg arbejder ind i anden version, som kunden så får til godkendelse. Fordi jeg lytter med begge ører under de indledende interviews, er det faktisk rigtig sjældent, at jeg får de helt store rettelser tilbage. Ofte får jeg tværtimod meldinger som disse retur:

”Fantastisk, hvor er du god!”

”Det var præcis sådan, jeg gerne selv ville have forklaret det!”

”Ja tak – lige i skabet.”

”Det er godkendt – bare gå videre med det.”

”Tak. Ingen rettelser, det er good to go!”

”Hvor lyder jeg klog – tak for det! Godkendt.”

 

Når sproget skaber værdi

Den gode tekst skal ikke nødvendigvis være lang, smart eller markant. Den skal være klar, troværdig og relevant. Det gælder, uanset om du skal:

  • præsentere din virksomhed på en ny hjemmeside
  • formidle en god case
  • sende et nyhedsbrev (der faktisk bliver læst)
  • eller skabe sammenhæng mellem det grafiske og det sproglige i en tryksag

Og ja – teksten må selvfølgelig også gerne være elegant, sjov, smuk, fiffig – eller hvad der nu er relevant og giver mening i den givne sag. For form og indhold skal hænge sammen.

Jeg skriver med dig – ikke bare for dig

Som tekstforfatter er jeg ikke kun leverandør, men en slags redaktør, rådgiver og fortolker. Jeg lytter mig frem til det, du gerne vil sige – og finder den mest præcise, levende og meningsfulde måde at sige det på.

Det er tekst med faglighed, finesse og fornemmelse for kontekst.

Jeg siger af og til lidt kækt til mine kunder, hvis de tvivler på, om jeg kan formidle dette eller hint i en tekst for dem: ”Jeg kan interviewe mig til alt”. Og det mener jeg faktisk næsten hundrede procent. Er der personer, der ved noget om det her, som jeg kan få lov til at tale med, og ved jeg hvem, målgruppen for teksten er – og i hvilken kontekst den skal deles – så finder jeg ud af det. Det kan til tider godt kræve blod og sved (men faktisk aldrig tårer) at nå frem til et resultat, jeg er supertilfreds med og stolt af, men jeg skal nok nå derhen. Og skulle jeg løbe panden mod en mur undervejs i forståelses- og skriveprocessen, så ringer jeg til dig igen for at få noget mere at vide.

Skal vi tage en snak?

Hvis du har brug for en tekst, der skal mere end bare fylde, så lad os tage en uforpligtende snak. Jeg arbejder fra mit hjemmekontor på Vestfyn – men samarbejder med kunder over hele landet.

Jeg glæder mig til at høre fra dig!

Fik du også læst