Jeg er pjattet med at gå på loppemarked. Særligt i Frankrig eller Sverige – men også meget gerne her i Danmark. Jeg nyder at tage mig god tid til bare at drive omkring og lede efter spændende sager, som jeg måske – måske ikke – har brug for. Glæden ved at finde en elegant vase, et yndigt maleri, en flot figur eller en cool stol, der får hjertet til at banke lidt hurtigere, kender du ret sikkert også, hvis du ligesom jeg er ‘loppe-entusiast’.
Men hvad har det så med din virksomheds eksterne kommunikation at gøre…?
Det skal jeg sige dig… Mit spørgsmål er nemlig her, om dine kunder mon har det på samme måde, når de besøger fx dit website – som jeg har, når jeg går på loppemarked? Har de tid, overskud og lyst til at klikke på alt, lede efter noget, de ikke ved, om de har brug for, og orker de at sætte sig ind i dine produkter eller services fra A-Z – uden at kunne være sikre på, at de finder noget, de kan bruge?
Hvis ja, så STORT til lykke! Ærligt! For så har du ret sikkert et brand og/eller nogle produkter præsenteret på hylderne og i skabene, som dine kunder bare er vilde med, som de er interesserede i at vide alt om, og som de gerne bruger tid på at lede efter eller bare drive omkring iblandt. Det kan samtidig betyde:
- at din forretning er meget niche- eller samlerpræget, eller
- at du har været heldig
En del virksomheder, jeg støder på, er dog ikke så ‘nørdede’ eller heldige. Derfor skal de gøre en stor indsats for at præsentere deres varer/ produkter/ services/ brand så flot, at det er interessant, nemt, appetitligt og måske endda underholdende for deres kunder at orientere sig i de muligheder, virksomheden tilbyder dem. De skal med andre ord arbejde hårdt på at skabe et spændende, kohærent brand med skønne varer/ produkter/ services, der også præsenterer sig godt, og som matcher målgruppernes behov.
MIT SPØRGSMÅL TIL DIG LYDER NU: Er dit smukke vitrineskab pudset af og alle dine bedste produkter og services sat frem, så de præsenterer sig bedst muligt for dine kunder? Har du givet den gas med charmen, så Kunde Kundesen ikke kan stå for dine pragtstykker? Eller er de gemt lidt væk på reoler, i skabe, under borde rundt omkring, så fru Kundesen selv skal bruge en masse tid på at lede efter dem – og måske slet ikke opdager det allerbedste, du har at tilbyde…? Lidt ærgerligt, hvis det er sådan, ik?
Det kommer nok ikke som den store overraskelse: Min anbefaling er helt klart, at du fra tid til anden kigger på fx dit website, din fysiske forretning eller dit udstillingsvindue med dine kunders øjne. Vil deres tænder løbe i vand i det sekund, de ser det, som din vitrine, dit udstillingsvindue, din butik, din webshop eller dit website har sat i front? Eller kunne der ryddes lidt op, pudses lidt af, rykkes lidt rundt på tingene, så de præsenterede sig (endnu) bedre?
Hvis ja, så gør det! 🙂 Både du selv, dine medarbejdere og dine kunder vil ret sikkert glæde sig over det – det tør jeg næsten godt love dig! Og kunderne vil ret sikkert lægge flere kroner i kassen, fordi du har gjort dig umage med at sætte lige præcis dét frem, som de har brug for – lige nu.
Har du brug for et par friske øjne til opgaven? Så giv mig et kald på tlf. 22 151 161, eller send mig en mail på info@lounge44.dk. Så giver jeg gerne et tilbud på en gennemgang af fx dit marketingmateriale og dit website – inkl. en kort rapport over de forbedringsmuligheder, jeg vil foreslå. Se det evt. som en forårsrengøring – det har de fleste brug for engang imellem…
/mlp