26. maj 2023

Kom med på eventyr I et brand-univers

De sidste par uger har jeg gjort noget ’vildt’ – nemlig brugt tid på at kigge mit eget brand efter I sømmene. En slags forårsrengøring, kan man vel nærmest kalde det. Eller måske mere rammende: et vidunderligt Indiana Jones-eventyr i frodige jungler, blandt spændende folkefærd. For jeg har virkelig været på safari i mit eget liv og univers.

Nærgående studie

Grundlæggende har jeg valgt at tage min egen ‘medicin’: at udsætte mig selv og mit brand for præcis det nærgående studie, det er at udvikle et brand i et både tekstligt og visuelt univers. Præcis som jeg hjælper mine kunder med at udtrykke deres brand-univers i ord og look hver eneste dag. Fx i webtekster, pressemeddelelser, content og jobopslag samt i grafisk arbejde i form af fx designmanualer, annoncer, foldere og flotte feeds på SoMe.

Det er – eller kan i hvert fald være – et stort arbejde, der strækker sig over tid. Og selvom man lægger sig i selen, vil man aldrig (aldrig!) blive færdig. For brands er organiske og udvikler sig hele tiden. Også Lounge44.

Firma-brand – og personligt brand

Noget af det, jeg først og fremmest har brugt tid på i forbindelse med opdateringen af mit Lounge44-brand, har faktisk været at arbejde med mit personlige brand. For som soloselvstændig er jeg jo mit firma – og omvendt.

Jo ældre og mere erfaren, jeg er blevet, jo mere bevidst er jeg blevet om, hvor logisk tingene hænger sammen. Jo mere skarp, jeg er på, hvad jeg er god til, interesserer mig for og kan bidrage med i verden, jo bedre er jeg til at finde præcis de virksomheder, jeg kan hjælpe allerbedst, så de kan udtrykke deres sande ‘jeg’ og tiltrække deres drømmekunder.

Værdier

I arbejdet med mit brand har mine værdier været helt centrale, dvs. hvad er det for nøgleord, jeg bruger som kompas for mine daglige valg og handlinger? Jeg lever dem hver eneste dag, men at fintune og bevidstgøre sig om dem engang imellem er både interessant, vigtigt og særdeles givtigt.

Værdierne har nemlig rigtig meget at sige for, hvorfor og hvordan jeg tilbyder mine produkter og services – og hvem jeg tiltrækker. Og naturligt nok ændrer og udvikler de sig gennem livet i større eller mindre grad.

Er du nysgerrig efter, hvad det er for værdier, jeg pinpointer i Lounge44-regi, så klik og læs mere.

Mit ‘ikigai’ – mit ‘raison d’être’

Ud over mine værdier har jeg haft mit ‘why’ under luppen, dvs. hvorfor laver jeg egentlig det, jeg gør? Her har jeg fordybet mig i det japanske begreb ‘ikigai’, også ofte formuleret som ‘my reason for being’, mit ‘raison d’être’ – eller slet og ret: Det, der giver mit liv mening.

Ikigai er det, som gør, at vi føler, der er en mening og et formål med det, vi laver. Altså sådan heeeelt stort og overordnet. Ikigai består grundlæggende af fire elementer, nemlig: 1) Det, vi har en passion for, 2) det, vi er gode til, 3) det, verden har brug for, og 4) det, du kan tjene penge på. Når alle disse elementer er til stede, kan tingene gå op i en højere enhed for os.

Dybt fascinerende at arbejde med, synes jeg.

Helt fantastisk er det samtidig, at jeg – i forbindelse med, at jeg har dykket ned i mit eget, personlige ikigai – har fået sat helt præcise ord på, hvad mit formål, min mening, er.

Og tadaaaa… Sjovt nok er det præcis det, jeg laver – og som jeg har beskæftiget mig med de sidste rigtig mange år.

Kort formuleret lyder mit ikigai således:

Mit ikigai er at gøre dit brand-univers smukkere og mere nærværende – og at formidle det præcist og elegant i ord, grafik, farver, teksturer, billeder og rum. Min force er skabelsen og vedligeholdelsen af kongruente brands – gennem strategisk kommunikation og visuelle universer.

Efter arbejdet med bl.a. mine værdier og mit ikigai har også mine webtekster og mit visuelle univers fået en lille makeover.

Jeg håber, at min personlige fortælling kan være med til at inspirere dig og din virksomhed til at arbejde videre med jeres brand!

Trænger du og din virksomhed til at gå på opdagelse i jeres ikigai og brand-univers, så I kan tiltrække præcis de kunder, der matcher jer i dag? Så send mig en mail

Jeg vil glæde mig rigtig meget til at høre fra dig!

De bedste hilsner,

Marie Louise

NB! Jeg skræddersyr alle forløb, så når jeg ved lidt mere om din virksomhed, kan jeg udarbejde et oplæg til en handlingsplan over indsatserne.

Fik du også læst