12. januar 2026

Kan man blive afhængig af bøger? (skulle spørge for en ven)

Storytelling virksomhedskommunikation

I 2025 læste jeg 62 bøger. Det er første gang, jeg har læst så mange på et år, men den ene tager bare den næste, og sådan har det været i årevis. Siden 1997 har jeg holdt regnskab med titler, forfattere og antal, bare for sjov, og efter endnu et grundigt læseår kan jeg se tilbage på mange, mange timer i godt selskab.

Der er noget særligt ved at forsvinde ind i en fortælling: At blive drevet frem af plottet, fornemme sproget og stemningerne, opleve steder og relationer og tænke tanker sammen med karaktererne. Det giver ro på travle dage, idéer til projekter og små aha-øjeblikke, jeg kan tage med mig videre.

Når man læser meget, lærer man også en masse om, hvordan fortællinger fungerer: Hvordan man skaber interesse, engagement og fremdrift, fx gennem nysgerrighed og små twists, der holder læseren fanget. Man opdager også, hvordan malende, elegante eller særprægede billeder kan lagre sig i hukommelsen, fordi de overrasker eller vækker en form for magisk genkendelse. Og man mærker, hvordan fortællinger kan vække følelser og bygge relationer.

Alt sammen lærdom og konkrete greb, der er lige så relevante i virksomhedskommunikation. En stærk historie kan gøre et budskab levende og efterlade et indtryk, der varer væsentligt længere end en kedelig annonce eller et nøgternt opslag.

Læsning minder mig om, hvor meget kraft der ligger i en velfortalt historie – både i litteraturen, i virksomhedskommunikation – og mellem mennesker.

Fik du også læst