17. oktober 2022

HVORFOR HEDDER MIT FIRMA LOUNGE44?

Alle virksomheder, brands, bands, organisationer osv. hedder noget. Navnet kan være genialt, nemt og forklarligt, finurligt, svært at udtale og tusind andre ting. Og der kan være gode og mindre gode grunde til, at firmaet har fået netop det navn, det nu engang har.

Når jeg møder nye kunder, medkumpaner i netværksregi og mennesker helt privat, bliver jeg ofte stillet spørgsmålet: ”Hvorfor hedder dit firma Lounge44?”. Og det forstår jeg sådan set godt, at de spørger om. Forklaringen får du her.

 

Luftfart – nemt og bekvemt

Da jeg skulle finde på et navn til mit firma, kom jeg fra en fastansat fuldtidsstilling som Communications & Marketing Manager i en luftfartsvirksomhed. Branchen havde sneget sig helt ind under huden på mig, så det vil være fair at sige, at jeg var lidt bidt af den. Meget, faktisk. Hele ideen til mit eget firma havde vokset sig stort netop i takt med dét job. Virksomheden, jeg arbejdede hos, havde til huse i H. C. Andersen Airport, Odense, og ikke sjældent kiggede medarbejdere fra andre af lufthavnens virksomheder, der alle var beskæftiget inden for luftfart, over på mit kontor for lige at få en hjælpende hånd med alt fra invitationer og salgsbreve til opdatering af websites og pressemeddelelser. Dem hjalp jeg så, og alle var glade.

Herudfra voksede idéen til mit eget. I samklang med min stigende lyst til at prøve kræfter med livet som selvstændig. Da jeg sagde op og gik ’all in’ på at etablere og få min virksomhed kørt i stilling, blev mange af mine første kunder netop disse virksomheder – samt øvrige virksomheder inden for luftfart, som jeg kendte gennem mit arbejdsmæssige netværk.

Det var derfor indlysende for mig, at mit firmanavn skulle hedde noget, der var relateret til luftfart. Og samtidig skulle det være lidt lækkert og behageligt, fordi jeg med navnet gerne ville indikere, at var man kunde hos mig, så ville det blive et nemt og bekvemt samarbejde. Her opstod idéen til den ene halvdel af mit firmanavn, nemlig ’Lounge’.

 

Helikoptercertifikat

I årene op til, at jeg startede som selvstændig, var jeg i gang med at tage helikoptercertifikat. Min arbejdsplads udbød den teoretiske del af uddannelsen, og jeg besluttede at hoppe med ombord. Mange og lange aftner sad jeg således på skolebænken i mødelokalet ude i lufthavnen og terpede meteorologiske termer, menneskelig ydeevne, motorlære og navigation. Det var vildt – og vildt spændende! Da eksamenstiden kom, bestod jeg alt med kun ganske få fejl – og så var næste naturlige skridt jo at komme i gang med at flyve. Min far er pilot og havde på det tidspunkt sin egen helikopter, som naturligvis blev det fartøj, jeg skulle skole i. Det var en Robinson44. Da jeg vidste, at jeg gerne ville have, at mit firma skulle hedde noget i en kombination af bogstaver og tal (jeg elsker det visuelle i at kombinere bogstaver og tal!), faldt det mig ind, at ’44’ måtte være det helt rigtige. Og sådan blev det.

Man kan diskutere, hvor genialt det er. Men jeg har faktisk aldrig fortrudt det. Jeg synes stadig, at det holder – her mange, mange år senere. Og jeg får stort set altid god feedback på både navnet og fortællingen bag det. Eneste minus er umiddelbart, at jeg alt for ofte skal stave mig igennem det, når jeg skal hente en pakke til firmaet på posthuset eller give nogen min mailadresse. Men det kan jeg godt leve med.

Og så… videre til dig!

 

Hvad er historien bag dit firmanavn?

Hvad hedder dit firma? Og kan du forklare hvorfor? Uanset om du kan svare ja eller nej til årsagen, så ligger der næsten med garanti noget spændende content gemt her, som dine følgere kunne være interesserede i at høre?

 

Brug for assistance?

Har DU brug for assistance med at forfatte fortællingen, der gemmer sig bag dit firmanavn? Og måske også en masse andet content? Så kontakt mig på malope@lounge44.dk.

NB! Selvom mit firmanavn relaterer sig til luftfart, hjælper jeg MANGE andre brancher – fra frisører og tømrere til produktions- og livsstilsvirksomheder.

 

/mlp

Fik du også læst