Om passion, formål, energi
– og branding.
Har du nogensinde oplevet, at du laver ting, der bare… ikke giver mening, selvom du “bør” gøre dem? Eller at du brænder for noget, men er i tvivl om, hvordan det kan blive til et arbejde eller en karriere? Ikigai (måske kender du allerede begrebet?) kan hjælpe dig med at skabe klarhed – ikke bare i livet, men også i dit arbejde og med dit brand, uanset om du er soloselvstændig, ejerleder, medarbejder eller jobsøgende. Det handler om at finde balancen mellem det, du elsker, det du er god til, det verden efterspørger, og det du kan få betaling for.
Hvad er ikigai?
Ikigai er en filosofi fra Okinawa i Japan, hvor folk lever særligt længe og med høj livskvalitet. Ordet kan oversættes til “en grund til at stå op om morgenen”. Det handler om at finde skæringspunktet mellem fire områder: Passion, talent, efterspørgsel og økonomisk mulighed. Når de fire elementer overlapper hinanden, finder du din ikigai – din personlige drivkraft, der skaber glæde, energi og klarhed i dine valg.
Ikigai kan således fungere som din indre kompasnål, der hjælper dig med at prioritere, vælge og handle på det, der giver mest mening for dig. Interessant, ik?
Ikigai og traditionelle værktøjer
Ikigai kan bruges i mange sammenhænge og giver et perspektiv, som ofte supplerer mere traditionelle strategi- og ledelsesværktøjer som fx mission, vision og værdier.
Men hvor fx mission, vision og værdier beskriver virksomhedens overordnede principper og retning, fokuserer ikigai på individet – på dine styrker, dine interesser, hvad du kan tilbyde verden, og hvordan det kan skabe indtægt. Det giver dig således et konkret kompas, der kan bruges til daglige beslutninger, og det inviterer til refleksion og udvikling.
Koblingen til branding
Uanset hvem du er, og hvilken situation du befinder dig i, kan ikigai ret sikkert hjælpe dig med at skabe klarhed og autenticitet. Med begrebet in mente kan du nemlig identificere, hvad der virkelig driver dig, og hvordan dine styrker og passioner kan kombineres med det, verden efterspørger. Den indsigt kan så bruges som fundament for, hvordan du kommunikerer dine værdier, kompetencer og personlighedstræk – på en måde, der både er tydelig og troværdig. Samtidig kan det hjælpe med at styrke motivation og engagement i alle situationer, hvor personlig branding er relevant, fx i jobsøgning, netværk, projektarbejde, samarbejde eller som fx selvstændig og leder.
Eksempler på brugen af ikigai-begrebet for forskellige målgrupper
-
Soloselvstændige kan bruge ikigai til at afklare, hvilke ydelser eller produkter der virkelig matcher både deres evner og kundernes behov, så de kan prioritere tid og ressourcer på det, der giver mest værdi – både økonomisk og i relation til personlig tilfredsstillelse.
-
Ejerledere kan styrke virksomhedens dna og eget lederskab ved at undersøge, hvor virksomhedens kerneopgave overlapper med deres personlige drivkraft. Det kan guide strategiske beslutninger, prioriteringer og medarbejderinvolvering på en måde, som føles autentisk og energigivende.
-
Jobsøgende kan bruge ikigai til at identificere karriereveje og roller, der matcher både kompetencer og passioner. I stedet for blot at søge job, man kan få, hjælper ikigai med at fokusere på jobs, der giver mening og motivation.
-
Teams, studerende eller freelancere kan også drage nytte af ikigai, når de vil skabe balance mellem interesse, talent og indkomst og finde fælles retning og engagement.
Ved at udforske de fire områder kan man stille konkrete spørgsmål til sig selv: Hvad elsker jeg virkelig at lave? Hvad kan jeg tilbyde, som verden efterspørger? Hvad er jeg god til? Og hvordan kan jeg tjene på det, uden at miste glæden? Selv små indsigter kan give stor klarhed og retning.
Din personlige drivkraft som kompas
Ikigai er med andre ord en metode til at finde retning, skabe balance og få energi i arbejdet og livet. Vil du starte i det små, kunne jeg måske foreslå dig, at du tegner de fire cirkler, noterer dine svar – og ser, hvor de overlapper. Du vil ret sikkert hurtigt opdage områder, der giver dig energi, og muligheder, der måske hidtil har været uklare eller svære at sætte ord på. Men i centrum af det hele ligger din personlige drivkraft – klar til at guide dig, både som selvstændig, leder eller jobsøgende, og samtidig styrke, hvordan du kommunikerer og positionerer dig gennem dit brand.


