Kommunikations- og markedsføringsbranchen og de tilhørende teknologier og medier ændrer sig som bekendt lynhurtigt. Så selvom man har tjek på de grundlæggende redskaber, skal man som med det meste andet sørge for at holde sig opdateret på udviklingen. En god måde for mig at gøre dette på inden for mit fag, er blandt andet ved at arbejde som censor inden for erhvervskommunikation på landets universiteter – og jeg er netop blevet genudnævnt af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelse til at tage en 4-årig periode mere (FOUR MORE YEARS, I know! :-)).
Og hvorfor fortæller jeg så dig det…?
Det gør jeg, fordi det også har værdi for dig.
Fordelen ved at være censor er, at man læser rigtig mange opgaver og overværer rigtig mange mundtlige eksaminer – og derfor får en uvurderlig indsigt i, hvad der “rører sig” inden for faget. Både i relation til klassisk og up-to-date teori samt helt aktuelle problemstillinger og cases. Og løbende at få indblik i dette gør, at jeg har en fed tommelfinger placeret direkte på pulsen i forhold til, hvor udviklingen bærer hen.
Og dét er godt for dig, der er kunde hos mig! For det er medvirkende til, at jeg i endnu højere grad kan rådgive dig og din virksomhed, når vi arbejder med alt fra jeres strategi og planlægning til de helt operationelle opgaver.
NB! Vær sød at bære over med mig, når jeg (særligt i januar og juni) trækker et par dage ud af kalenderen hist og pist for at læse opgaver og overvære mundtlige eksaminer – for det er godt givet ud. Som altid forsøger jeg fortsat at melde perioderne ud i god tid, så det i praksis forhåbentlig ikke får den helt store betydning for de opgaver, jeg skal løse for dig. Bare til info…
NB! Billedet er fra flotte SDU i Kolding.
/mlp