Gratis billeder til kommerciel brug – what?!

Vi bruger masser af billeder i virksomhedernes markedsføring. Og det kan for nogen godt blive en lidt dyr fornøjelse, hvis man primært støtter sig til tjenester som fx Shutterstock.

Faktum er dog, at der også findes en række gratis-tjenester med billeder, som OGSÅ må anvendes til kommerciel brug – uden beregning!

Her kan jeg fx nævne en af mine egne favoritter Unsplash, der har ret lækre billeder!

Fordelen ved en tjeneste som Shutterstock er dog stadig, at du her kan få billederne i høj opløsning.

Men det er rart at have alternativer….!

God billedjagt!

/mlp

 

Har billeder forrang for tekst i dagens sociale mediebillede? Og hvad betyder det for virksomhedernes kontrol med budskaberne?

Vi ved alle, at billeder kan noget, som tekst ikke kan. Billeder fanger vores øjne, gør os nysgerrige, og de afslører nuancer af farver, former og stemninger, som kan være svære at udtrykke i ord. Billeder kan have ekstremt mange detaljer og lag af fortolkning – også afhængigt af øjnene, der ser. Og det gør dem på mange måder særdeles anvendelige i mange sammenhænge.

Faktum er, at de billedbaserede sociale medier er eksploderet – og tilsyneladende er kommet for at blive – i stor stil! Apps som Instagram, Pinterst og Snapchat har vundet indpas i det sociale medielandskab, der ellers har været domineret af Facebook. Og netop disse medier er væsentligt mere baseret på billeder, end fx Facebook og Linkedin (hvor billeder dog også spiller en stor rolle – særligt Facebook). Tilføjer man samtidig et lækkert, sødt eller sjovt filter på billedet, fx på Instagram, hvor denne feature er ret grundlæggende, så kan selv amatørfotos komme til at se ret prof ud. Og det er med til at sikre disse mediers succes. For på den måde kan enhver person og virksomhed i dag være sit eget ‘professionelle’ medie!

Men det er gammel viden, at virksomheder – for at nå deres målgrupper – må følge udviklingen i de medier, deres målgrupper bruger. I relation til snakken om billeder bliver disse derfor afgørende, når virksomheder skal kommunikere. Og da brugen af billeder ofte kommer til at ske på bekostning af de ord, virksomhederne måske er vant til at bruge en del flere af, så kan det for mange virksomheder betyde et ubehageligt tab af kontrol. Billeder lader fortolkningen være op til modtagerne, og modtageren kan selv skabe historier, som ikke nødvendigvis er lige den historie, som virksomheden ville foretrække at formidle.

Det store fokus på billeder giver dog samtidig en masse spændende muligheder for at engagere modtagerne og gøre dem til en del af virksomhedernes historiefortælling. For med billeder kan vi skabe en anderledes og måske mere intuitiv historie omkring brands.

Det store spørgsmål er så, om det skrevne ord (som jeg ELSKER!) er truet? Jeg vil mene, at det er det nok ikke. Men som markedsførere og virksomheder generelt bør vi i hvert fald erkende, at billeder og ord i dag nok er mere ligeværdige virkemidler til historiefortællingen om en virksomhed, dens services og produkter, end de hidtil har været.

DERFOR: Tænk det grundparadigme ind i jeres content-produktion. Undersøg, hvad brandet kan bære, og se, hvordan jeres kunder modtager billedfortællingerne.
NB! Billedfortællingerne understøttes, ikke mindst på Instragram, naturligvis af brugen af hash-tags og emojis – men det er en helt anden snak…

Rigtig god fornøjelse med fortællingerne…!

/mlp

Vi er vilde med video!

1 milliard! Så mange timer ser Jordens befolkning efter sigende på videoer på YouTube – hver eneste dag!

Der er derfor indlysende, at YouTube er en kanal, man som virksomhed kan have svært ved at komme udenom, når man skal markedsføre sin virksomhed, sine produkter, services og/eller brand.

For der er SÅ mange mennesker til stede her – selvom du selvfølgelig som altid skal vurdere, om netop din/ dine målgruppe(r) er her… (for ellers giver det jo ikke rigtig mening).

Generelt er Gen Y dog ret glade for netop video, så med tiden vil de fleste nok skulle forholde sig til at producere (mere) video til deres målgrupper…

Og hvad skal videoerne så handle om?? Tja, der er uendeligt mange muligheder for spændende, værdiskabende og underholdende content…

Husk som altid: Hvis dit video-content skal få betydning for dine modtagere – og det er jo derfor, du producerer det – så skal det naturligvis laves med dem for øje. Ikke med et afsenderorienteret afsæt…!

Brug fx video til:

✔️ At vise produkter og services på en ny måde
✔️ At tydeliggøre dit brand
✔️ At formidle stemning
✔️ At skabe underholdende content (der kan gå viralt)
✔️ At formidle og aktivere følelser
✔️ At vise guides/ tutorials
✔️ At præsentere trends og nyheder
✔️ At inspirere dine kunder/ følgere
✔️ At lave faste indslag, som folk venter på/ glæder sig til at se

– og 1000 andre ting…..

Nogle af kodeordene for godt video-content, der får mange visninger og likes, er:

– ENTERTAIN
– INSPIRE
– GUIDE

… og så er der lige tommelfingerreglen med de 4 -ables i relation til video content. Det skal være:

– searchable
– clickable
– enjoyable
– sharable

Og det bliver det bl.a. ved at:
– være farvestrålende
– være kækt/sjovt/edgy
– være enkelt
– have en stærk, kort teaser-tekst
– være så interessant/sjovt i de først 3 sekunder, at man blive hængende
– der er supporterende tekst i videoen (så man forstår den, selvom man ikke lige kan have lyd på telefonen)

Rigtig god fornøjelse!

/mlp

 

Dét kan Instagram – rent strategisk

Både personer og virksomheder tænker ifølge min erfaring lidt for tit i medier, kanaler og konkrete kommunikationsudtryk, inden de tænker i strategi, målgrupper og målsætninger. “Vi skal også på Facebook”. “Synes du, vi skal bruge Instagram?”. “Hvad med Snapchat?”. Og det er ofte ikke så smart at starte den vej rundt – særligt ikke som virksomhed. Fordelen ved at tænke i strategi først er naturligvis, at du får styr på, HVORFOR du vil gøre dette eller hint, og at det så typisk får ret afgørende indvirkning på slutproduktet, dvs. det content, du kreerer til kanalen. Fordi det simpelt hen bliver mere ‘rigtigt’.

> Vil du læse mere om, hvor vigtig en strategisk tilgang til kommunikation er, så kan du fx læse dette blog-indlæg, som jeg tidligere har skrevet.

Det samme gælder naturligvis alle de (nye) sociale medier, der hele tiden popper op, og som vi falder over og får lyst til at bruge – både som privatpersoner og som virksomheder. Jeg er vild med tanken om at være nysgerrig og opsøgende i forhold til nye medier, for kun ved at bruge dem lærer man helt indefra, hvordan de virker, og hvad man kan bruge dem til. MEN… inden du kaster dig ud i sådan for alvor at bruge en (ny) kanal for din virksomhed, så gør lige dig selv den tjeneste at lave den strategi for den, så du ved, hvorfor du er der – og hvad du vil opnå i forhold til hvem…

Nå… og så tilbage til Instagram… For hvad er det så, du rent STRATEGISK kan bruge netop Instagram til? Det er naturligvis meget individuelt – fra virksomhed til virksomhed. Men der er nogle linjer, vi kan pejle efter, og som går igen – uanset hvem vi er – og de er listet nedenfor. Inden da kommer der her en kort forklaring af, hvad Instagram er for en størrelse.

Kort om Instagram

Instagram-app’en blev lanceret i 2010 og nåede inden for de første 2 måneder op på hele 1 million brugere. Efter et år var dette tal oppe på 10 millioner – og i september 2017 rundede antallet af brugerprofiler 800 millioner på verdensplan. Så ja, det er en pænt stor platform.

Instagram er en online platform, hvor brugerne kan uploade og dele billeder og video og tilføje et hav af forskellige filtre, tekst, osv., så man her kan skabe sig sit eget visuelle udtryk med meget nem redigering – oprindeligt i det kvadratiske polaroid-format, men i dag er det også muligt at uploade både horisontale og vertikale billeder samt lave fotocollager m.v. Der er dog stadig en overvægt af billeder og videoer i det kvadratiske format. De specielle filtre, man kan lægge ind over billederne, er medvirkende til, at den enkelte bruger kan skabe sit helt eget udtryk, som skiller sig ud fra mængden. Instagram er desuden kendt for sine “stories”, der er live-optagede billeder, rækker af billeder eller videoer, som kun er tilgængelige i 24 timer – og som ofte er noget mindre perfekte end de billeder på feed’en, som man har siddet og kælet for med filtre osv. for at gøre dem så smukke som overhovedet muligt.

Som på fx Facebook kan du tagge personer, virksomheder og brands i dine opslag samt tilføje lokation. Og ligeledes, som man kender det fra fx Facebook, kan man følge andre, like og kommentere deres opslag – ligesom andre kan følge én. Det er dog også muligt at have en lukket profil, hvor folk skal anmode om at følge dig, hvis du ønsker det.

Hashtags er meget centrale for Instagram, idet man til hvert af sine opslag typisk tilføjer et eller flere af slagsen – og bruger dette til at understøtte det, man ser på billedet/videoen, og det, som budskabet med at lægge det op, er. Et billede af en lækker strand kunne således fx følges af hashtags som: #lifeisgood #feriermanikkevilhjemfra #spies #sandsandsand #mallorca osv. Pointen er, at disse hashtags kan være en kombi af et hav af ting, som man fx ser, føler, siger – og hvad der ellers kunne være relevant. Ofte har et eller flere hashtags en lidt humor-drejet funktion, så opslaget tilbyder en eller anden form for underholdningsværdi og coolness.

I skrivende stund skal du op på over 100 mio. følgere for at være ligeså populær som fx Selena Gomez og Christiano Ronaldo, der hører til blandt de mest fulgte på Instagram i verden.

Men hvad er det så egentlig Instagram kan, som de andre platforme ikke kan…? Strategisk talt…? Her kommer 6 grunde til, at din virksomhed kunne overveje at bruge Instragram strategisk:

Brug Instagram strategisk til at:

# 1: Udvide jeres digitale tilstedeværelse – og ramme flere/andre målgrupper end via de mere traditionelle medier.

# 2: Udtrykke dit brands dna og filosofi gennem flotte billeder og videoer i jeres helt specielle look – for derved at sikre identifikationsgrundlag for Generation Y (der ikke er vilde med mere traditionelle platforme som fx Facebook, tv, nyhedsbreve osv.!).

# 3: Have en platform til at arbejde med Influencer Marketing/ influenter på – ligeledes for at sikre identifikationsgrundlag for Generation Y.

# 4: Forbinde din virksomhed(s opslag) med specielle hashtags, der er relevante/sjove/værdifulde for din business, dine produkter, services, følgere, kunder osv. For på den måde kommer din virksomhed frem, når folk anvender eller søger på bestemte hashtags – og det betyder, at I får et større reach.

# 5: Opbygge relationer til virksomheder, samarbejdspartnere, personer, meningsdannere, bloggere/ influenter, brands osv., som du gerne vil indgå i dialog med – fx ved at tagge dem på dine opslag med @ + deres Instagram-navn.

# 6: Nå ud til et globalt publikum.

/mlp

Genudnævnt som censor: Derfor har det også værdi for DIG!

Kommunikations- og markedsføringsbranchen og de tilhørende teknologier og medier ændrer sig som bekendt lynhurtigt. Så selvom man har tjek på de grundlæggende redskaber, skal man som med det meste andet sørge for at holde sig opdateret på udviklingen. En god måde for mig at gøre dette på inden for mit fag, er blandt andet ved at arbejde som censor inden for erhvervskommunikation på landets universiteter – og jeg er netop blevet genudnævnt af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelse til at tage en 4-årig periode mere (FOUR MORE YEARS, I know! :-)).

Og hvorfor fortæller jeg så dig det…?
Det gør jeg, fordi det også har værdi for dig.

Fordelen ved at være censor er, at man læser rigtig mange opgaver og overværer rigtig mange mundtlige eksaminer – og derfor får en uvurderlig indsigt i, hvad der “rører sig” inden for faget. Både i relation til klassisk og up-to-date teori samt helt aktuelle problemstillinger og cases. Og løbende at få indblik i dette gør, at jeg har en fed tommelfinger placeret direkte på pulsen i forhold til, hvor udviklingen bærer hen.

Og dét er godt for dig, der er kunde hos mig! For det er medvirkende til, at jeg i endnu højere grad kan rådgive dig og din virksomhed, når vi arbejder med alt fra jeres strategi og planlægning til de helt operationelle opgaver.

NB! Vær sød at bære over med mig, når jeg (særligt i januar og juni) trækker et par dage ud af kalenderen hist og pist for at læse opgaver og overvære mundtlige eksaminer – for det er godt givet ud. Som altid forsøger jeg fortsat at melde perioderne ud i god tid, så det i praksis forhåbentlig ikke får den helt store betydning for de opgaver, jeg skal løse for dig. Bare til info…

NB! Billedet er fra flotte SDU i Kolding.

/mlp

 

Har din virksomhed en content marketing strategi?

I sidste uge var jeg så heldig at deltage på Clever Content-konferencen i DGI-byen i København – en hel dag udelukkende med ekstremt spændende og forskelligartede foredrag om… ja… content, der er en stor del af den “valuta”, jeg handler med i min virksomhed hver eneste dag.

På konferencen, der er en årligt tilbagevendende begivenhed, arrangeret i et samarbejde mellem Brand Movers og Dansk Markedsføring, kunne Brand Movers’ CEO, Jesper Laursen, der bød velkommen og stod for dagens første indlæg, bl.a. fortælle om tåkrummende statistik.

Her kommer et par tal fra den rapport, Brand Movers har udarbejdet på baggrund af en undersøgelse med besvarelser fra 480 respondenter:

 Kun 23 % af virksomhederne i undersøgelsen har i 2018 en nedskrevet content marketing strategi

 43% “har den i hovedet” – svarende til: “Den eksisterer altså slet ikke sådan rigtigt”….

 31 % af virksomhederne har slet ingen content strategi

 De resterende 3 % ved ikke, om de har en content marketing strategi.

Det er en interessant statistik – særligt fordi virksomhedernes budgetter i relation til content marketing generelt er kraftigt stigende, ikke mindst inden for videoproduktion.

Hvad siger du…? Kan du og din virksomhed, hånden på hjertet, sige ja til, at I har en nedskrevet content-strategi…?

Hvis ikke – så giv endelig lyd, hvis I har brug for lidt konsulenthjælp…

Det vil glæde mig at hjælpe jer godt i gang med det!

/mlp

Storytelling eller flirteri ved højlys dag? Døm selv

For nylig stod jeg inde i Magasin og kiggede på hudplejeprodukter. Jeg er lidt af et vanedyr, så jeg var i gang med at se på produkter fra det mærke, jeg plejer at bruge – da en ung pige kom hen og spurgte, om hun kunne hjælpe. Vi talte lidt frem og tilbage om sagerne, og jeg kunne mellem linjerne forstå, at hun var ansat af Chanel, ved hvis produkter vi imidlertid ikke stod. Vi talte videre om hud og alder og alt det, som damer nogle gange finder meget interessant, når de har set sig i spejlet og følt, de så lidt trætte ud. Og da pigen så (her på en kold vinterdag, hvor lyset var dumt og linjerne i ansigtet ekstra tydelige) sagde, at jeg jo skulle bruge produkter til 30+ år, mens jeg (af gode grunde) insisterede på 40+, så var pigen allerede i fuld gang med at forføre mig ved højlys dag.

Hun fik mig langsomt ført over mod Chanel-produkterne, hvor hun fik introduceret mig til et produkt, jeg faktisk godt havde læst om i et dameblad, nemlig det, der hedder Blue Serum. Jeg kunne ikke huske, hvad det skulle gøre godt for – blot at produktet af en eller anden grund havde tiltalt mig, da jeg læste om det. Anyways. Pigen gik i gang med at fortælle om det her fantastiske produkt, der består af antioxidantholdige ingredienser fra verdens såkaldte blå zoner, som er  områder i verden, hvor folk lever længere og bedre end i resten af verden. Ingredienserne er således bl.a. grøn kaffe fra Costa Rica, olivenolie fra Sardinien og lentisk fra Grækenland. Altsammen stoffer, der gør den her fantastiske serum til et produkt, der dybest set kan gøre noget helt særligt for din hud…

Storytelling eller (salgs-)flirteri ved højlys dag…? You tell me…. Og når du når frem til en afgørelse, om hvorvidt det er det ene eller det andet, så overvej lige, hvad forskellen reelt er…? Hmmm….

Behøver jeg at fortælle, at den famøse serum står ude i mit skab i badeværelset? (… og at den faktisk ER helt fantastisk og varmt kan anbefales!) :-)

/mlp

(Foto: Chanel)

Derfor er micro-influencere så vigtige i din markedsføring

Mikro-influenter, eller micro-influencers, som det hedder på engelsk, er ved at vinde indpas som en særdeles vigtig del af dagens virksomhedskommunikative landskab.

Influencer marketing … kan kort og godt defineres som en disciplin inden for markedsføring, hvor man fokuserer på indflydelsesrige personer mere end på selve målgrupperne og markedet som sådan. Denne form for markedsføring identificerer de individer, som har indflydelse på den type potentielle kunder, man er interesseret i – og man lader så som virksomhed marketingaktiviteterne foregå omkring og via dem.

Hvad er en micro-influencer? | Med afsæt i ovenstående definition af en influencer, kan en micro-influencer dernæst defineres som en influencer, der har under 100K følgere. I relation til superbrands som fx Coca-Cola, Louis Vuitton eller Messi, er det selvfølgelig ikke mange, deraf betegnelsen “micro”. Men rigtig mange danske virksomheder ville nok være mere end tilfredse med at have kvalitets-kontakt med blot en brøkdel af sådan et publikum. Det væsentlige her er så netop, at antallet af følgere ikke nødvendigvis er så vigtigt – eller at et mindre antal faktisk kan være mere end rigeligt! For hvad hvis du har hånden nede i den kagedåse, der lige præcis har med de (potentielle) kunder at gøre, som du virkelig gerne vil i kontakt med – og tilmed får en særlig kvalitet i den kommunikation, du (indirekte) kan generere med dem…? Så kan det jo godt være virkelig mange, ik? Så selvom en influencer måske “kun” har fx 5.000, 10.000 eller 25.000 følgere, så kan det være, at de følgere er ekstremt interessante for lige netop din virksomhed – og at deres forholdsvis lave antal faktisk er en force…! Og er det så ikke ekstremt meget bedre at forsøge at komme i kontakt med dem via den influencer, der samler dem, end at skyde med spredehagl efter fx tv-spots eller avisannoncer for at finde og bearbejde dem…?

Det korte svar er…. (fanfare…!) – jo, selvfølgelig!

Her får du i hvert fald tre gode grunde til, at du bør overveje micro-influencere til din næste kampagne eller dit næste strategiske samarbejde:

  1. Micro-influencere interagerer mere med deres følgere, og dermed har de lettere ved og større succes med at skabe en stærk relation til dem. Og når relationen er stærk – tja, så bliver influencerens anbefalinger så meget mere effektfulde.
  2. Kampagner, der gennemføres af micro-influencere, sikrer generelt et bedre engagement fra følgerne end kampagner, der gennemføres af super-kendte personer. Dette skyldes med stor sandsynlighed, at båndet mellem influencer og følger netop kan være rigtig stærkt, når vi taler om micro-influencer marketing. Simpelt hen fordi man er “tættere” på hinanden, der er bedre tid til kommunikation osv.
  3. Når målgrupperne engagerer sig mere, er der derudover større sandsynlighed for, at det content, som en micro-influencer udgiver, bliver set, eftersom folks feeds ofte er styret af algoritmer, der prioriterer content (med højt engagement) højere end alt andet.

Så… du kan godt se, at det er lidt smart, ik…?

Brug for et fif eller to vedr. valg af influencer, influencer marketing eller noget down that alley? Så sig til.

/mlp

9 års fødselsdag

Den 1. februar var det præcis 9 år siden, jeg startede et liv som selvstændig på fuld tid!

Årene er fløjet af sted, og selvom det ikke har været en dans på roser (for det er – og vil nok altid være – hårdt arbejde at være frue i eget hus), så er det gået så godt og faktisk bedre, end jeg kunne have drømt om.

Egentlig vil det være safe at sige, at den drøm, jeg dengang igangsatte realiseringen af, da jeg opsagde mit faste job som Marketing & Communications Manager i Air Alpha A/S for at blive selvstændig, er gået i opfyldelse….! Og det er virkelig en dejlig følelse! Takker mine gode kunder, der har gjort eventyret muligt!

På billedet ses et udsnit af havnen i Tromsø i Nordnorge, hvor en af mine første opgaver i firmaet fandt sted. Opgaven her gik ud på at optimere den interne kommunikation i Lufttransport AS, Nordens største luftambulanceoperatør – og udmøntede sig bl.a. i, at jeg udarbejdede strategi og planlægning for deres interne kommunikation – og jeg har også siden hjulpet dem med andre opgaver – både hjemmefra og deroppe i sneen, hvor man går med pigsko, kører med snekæder og får sig en øl og en rensdyrpølse på Skarven.

En fantastisk oplevelse, jeg aldrig glemmer. Og som er blevet til mange, mange andre – og særdeles alsidige for mange og meget forskellige kunder.

Altsammen startede det med en uddannelse, erfaring fra primært ét supergodt job, kærlighed til luftfartsbranchen – og ønsket om at få det til at ske. S.E.L.V….

/mlp

Hvad skal barnet hedde…?

Som kommunikations- og marketingstrategiker arbejder jeg ofte med koncepter. Og når man arbejder med koncepter, arbejder man også ofte med navngivning. Af alt fra produkter til services og virksomheder.

Da jeg for nylig skulle finde på et navn til en ny gren af en virksomhed, gik jeg optimistisk i gang med at skrive alle mine idéer ned, kombinere interessante ord og begreber. Men ikke bare hver (men hver ENESTE!) gang, jeg fandt på noget, der lød rigtig godt og var supergenialt, så kunne jeg ved en simpel google-søgning konstatere, at navnet allerede var i brug et eller andet sted på kloden – og at det relevante, tilsvarende domænenavn ligeledes var optaget. Og lad mig bare sige, at jeg var ikke nærig med kreativiteten…

Alligevel brugte jeg masser af tid på at blive ved med at finde på navne på denne måde… Og løb ind i samme ærgerlige konklusion hver gang. Indtil jeg fik den idé at google “business name generator”. Og SÅ skete der noget!

For selvfølgelig er der masser af mennesker verden over, der har siddet med samme problem som mig – og tilsvarende tekniske vidundere, der har haft lyst til at løse denne hovedpine. Så ja. What can I say…. Der er masser at sjove redskaber online, som man kan bruge som hjælperedskab til at finde på fx et firma-, produkt-, -service- eller konceptnavn.

Et par af dem kommer her med mine korte kommentarer/ anmeldelser:

  1. Anadea. I søgefeltet indtaster du et eller flere nøgleord og klikker så på “Generate names”. Så genererer motoren en hel masse navneforslag, hvor det eller de ord, du specifikt har skrevet i søgefeltet, indgår – OG tilføjer alle mulige andre ord, som kunne lyde godt i kombi hermed. Skriver du fx “cool drink” i søgefeltet, kommer systemet op med ikke mindre end 247 navneforslag. Denne generators begrænsning er, at den ikke er superkreativ, da den altid vil anvende de ord, du selv har skrevet, og ikke kan konvertere et ord som fx “hungry” til “starving”. Men den kommer med mange sjove ord og termer, man kan kombinere med mere traditionelle og lidt kedelige ord, så de bliver mere interessante. Omvendt: Har du et eller flere ord, der SKAL indgå i dit navn, så er denne generator selvsagt ret god.
  2. Shopify. Den her generator kan lige præcis det, som Anadea ikke kan – nemlig inddrage synonymer. Så skriver du fx “street”, foreslår generatoren også navne med ord, der er synonyme hermed – som fx “road” og “avenue”; skriver du “drink”, foreslår den navne, hvori der indgår ord som fx “shot” og “liquor”. Der kommer rigtig mange sjov navne frem på den måde – og af samme grund er jeg vild med denne generator. Men har du et eller flere ord, der SKAL indgå i dit navn, er den selvsagt ikke optimal – return to generator no. 1 :-)
  3. Business Name Generator. I denne generator indtaster du ligeledes et til to ord. Det smarte ved denne generator er, at du desuden kan filtrere de forslag, der fremkommer – inden for kategorier som fx “Tech”, “Short (under 7 letters)”, “Modern” eller “Alternative”. Så det kan også være lidt sjovt at lege med. Desuden bytter den i nogle af resultaterne rundt på bogstaverne, så du ud af et søgeord kan få et helt nyt ord.
  4. Name Mesh. Vil du gerne have en hel masse forskellige idéer til supergode navne, der også kan findes som domænenavne, kan jeg anbefale Name Mesh, hvor du på samme måde som i de andre indtaster et eller flere ord, du gerne vil have, at maskinen tager udgangspunkt i. Når du så trykker på “Generate”, kommer der et væld af idéer frem – opdelt i domænenavne inden for kategorier som fx “Common”, “Similar” (der kan være omskrivning af et eller flere af dine ord), “Short”, som er korte domænenavne, osv. Igen en masse materiale, du kan lege med og få idéer af.

Der er masser af andre generatorer, du kan bruge, end de her fire nævnte. Dette var blot dem, jeg indtil videre har fundet bedst og mest anvendelige til mine formål.

Ok… Så hvad skal dit næste produkt, service eller firma hedde…? Go nuts! :-)

Rigtig god fornøjelse!

/mlp