Gratis virksomhedsprofil på Google My Business – har I claimet og opdateret den?

Det er ikke alle, der kender termen ‘Google My Business’ – men de fleste kan nok godt nikke genkendende til de profiler, man støder på ude i højre side, når man søger på en virksomhed inde på Google?

Hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, så start lige med at google din egen eller en anden virksomhed – og så se, hvad der fremkommer ude i højre side på Googles søgeresultatside. (NB! Vær obs på, at du ikke får søgt på den egentlige webadresse i søgefeltet – for så kommer du direkte over på virksomhedens hjemmeside og ser dermed ikke Googles søgeresultatside).

Fandt du den…? Ellers kan du se et eksempel her – det er sektionen ovre til højre med og under billederne, der er Google My Business-profilen:

Måske det første, kunden ser om din virksomhed

Google My Business-profilen er typisk noget af det første, man som kunde – eller potentiel kunde – støder på af information om en virksomhed. Fordi man går på Google og søger info og dermed præsenteres for de resultater, Google har om firmaet. Det er derfor ret vigtigt, at du og din virksomhed har fået pudset netop den profil af, så den er flot og imødekommende for dine kunder og/eller øvrige interessenter. For… som et gammelt, fortærsket pay-off lyder (her omskrevet!), så får du aldrig en chance nummer to for at gøre et godt førstehåndsindtryk. Det gælder på Google såvel som alle andre steder, hvor du, din virksomhed og dit brand er synligt.

Det er min erfaring, at mange små og mellemstore virksomheder ikke er opmærksomme på, at Google My Business findes, og hvordan de selv kan blive herre over den information og de billeder, der fremgår af profilen. Jeg har derfor samlet et par fif til, hvordan du nemt kommer videre. De kommer her.

Fire fif til at få din virksomheds Google My Business-profil op at køre:

  1. Sørg for, at du har en Google-account – har du ikke allerede en, opretter du den oppe i øverste højre hjørne på Googles forside.
  2. Dernæst skal du verificere din Google My Business-profil, hvis du ikke allerede har gjort det. Det gør du ved at koble din Google-konto sammen med virksomhedens tilstedeværelse på Google – du skal med andre ord ind og “claime” My Business-profilen. Det gør du sådan her:
    • Log på din Google-profil
    • Gå ind på business.google.com
    • Vælg “Tilføj sted”
    • Indtast navnet på den virksomhed, som du vil claime (din egen virksomhed, forstås!)
    • Klik på “Næste” – så er du i gang!
    • Du kan verificere din profil på flere måder: 1) Via brevpost, 2) telefon, 3) email eller 4) search console. I de fleste tilfælde vil du modtage et brev fra Google med en verificeringskode. Den indtaster du inde på business.google.com, og så er din virksomhed og Google My Business-profilen verificeret.
    • Når verificeringen er gennemført, er det kun dig (som ejer eller administrator af virksomheden), der kan ændre oplysningerne i Google My Business-profilen; så ved at verificere profilen, tager du officielt ejerskab for den.
    • Det er i øvrigt nyttigt at vide, at Google prioriterer de profiler, der er blevet verificeret…
  3. Når du efter verificering har fået adgang til din Google My Business-profil, skal du i gang med selve opdateringen af den – det gælder primært:
    • Virksomhedsnavn
    • Adresse
    • Åbningstider
    • Telefonnummer
    • Webadresse
    • Virksomhedskategori
    • Beskrivelse (en kort tekst om virksomheden)
    • Billeder – fx af domicil, produkter, m.v.
  4. Bemærk: Dine kunder kan anmelde din virksomhed via Google My Business. Når du er logget ind på business.google.com, kan du svare på anmeldelserne. Og det er i dén grad en god idé at gøre. Både for at takke eller undres – men også fordi det gør, at Google ranker dig højere. Særligt dette arbejde i relation til anmeldelserne, samt funktionen ‘Spørgsmål og svar’, hvor du kan svare på dine kunders spørgsmål, er de mere dynamiske dele af profilen, som du løbende bør holde øje og arbejde med.

Lounge44 er ikke Google My Business-specialist. Men jeg har tilrettet profilerne for en række af mine kunder, så deres førstehåndsindtryk på Google er pænt og prof. Har du og din virksomhed brug for en hjælpende hånd i dén henseende, så sig endelig til.

 

/mlp

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *