En ghostwriters bekendelser

Direkte oversat betyder ghostwriter vel noget i retning af ‘spøgelsesskriver’ – og hentyder dermed til begrebets iboende transparensproblematik. En ghostwriter er det engelske ord for en person, der skriver bøger, taler, artikler, manuskripter eller blogindlæg for andre – uden at få sit navn nævnt. Synlig i ordene – men usynlig alligevel.

Begrebet er en kendt term i relation til fx politikere og erhvervsledere – der i den forbindelse af og til bliver kritiseret for (eller ‘taget i’) ikke selv at skrive fx deres egne taler og debatindlæg, men derimod lægger navn, stemme og personligt brand til meninger og formuleringer, som er formuleret i andres hjerner. Polemikken om ghostwriting opstår fra tid til anden i dette skisma: At man som læser ikke kan være sikker på, hvis tunge der reelt taler – hvorved der kan sås tvivl om, hvad politikeren, den administrerende direktør, eller hvem det nu måtte være, egentlig mener og står for. Selv. For kan der været ‘gået spin i den’? Kan utilsigtede nuancer være skrevet frem og vægtet unødigt? Kan det være andre personers holdninger, der i stedet kommer til udtryk? Kan man tale andres sag for tydeligt – og hvad gør det ved fx politiske beslutninger? Hvor magtfuld er den bagvedliggende stemme reelt? Gør det politikeren eller erhvervslederen til bugtalerens marionetdukke?

Et eksempel på denne type polemik findes i relation til Anders Fogh Rasmussens nytårstale i 2004, der blev sporet tilbage til Christopher Arzrouni, som på daværende tidspunkt var erhvervsjuridisk chef hos Dansk Industri (i dag særlig rådgiver for finansminister Kristian Jensen). Det kan give næring til konspirationsteorier og (påståede?) fordrejede politiske agendaer, når den slags forekommer. For er man så i lommen på nogen? Mener man reelt det, man mener? Eller gør man det for at tækkes nogen? Og kan (må?) man det, hvis man vil være en troværdig politiker eller erhvervsleder? Er det magtfordrejning? Magtmisbrug? Dårlig moral? Snyd?

Lad mig her understrege: Jeg peger ikke fingre. Overhovedet ikke, endda. Jeg sidder blot ofte i mit daglige virke som kommunikatør for en række virksomheder og erhvervsledere og tænker over det, når jeg skriver for dem. Over hvor vigtigt det er, at jeg forstår min rolle. Som er at formidle en andens budskab – som personen selv kunne have gjort det. Inklusiv stilen, tonen og stemmen hos den, hvis pen, jeg i praksis sidder og fører. Ghostwriter for.

I al beskedenhed er jeg god til at forstå essensen af et budskab, til at vinkle, formulere, arbejde med appelformer, stilistik, struktur osv. Og det er jo også derfor, jeg får lov til at løse den type opgaver. Hver dag, uge, måned, år skriver jeg således et hav af tekster for andre. Gør det mig til – uhhhuhuhuhhhhh – ghostwriter? Og hvad hvis det gør? Hvor går grænsen mellem roller som fx tekstforfatter, taleskriver og ghostwriter? Og er det relevant? I hvert fald kan man sige, at der typisk ikke rejses polemik om afsenderens troværdighed i relation til den første type af skribent. Men hvorfor så i forhold til ghostwriteren? Hvori består det odiøse? For ER der ikke en lidt lyssky eller odiøs aura forbundet med dét at ghostwrite…?

Da jeg researchede lidt på emnet ghostwriting faldt jeg over virksomheder, der lever af at ghostwrite. Typisk i relation til taler, debatindlæg, artikelrækker osv. Og sjovt nok stødte jeg i den forbindelse samtidig flere gange på ord som “diskretion” og “fuld fortrolighed”. Og det forstår jeg godt. Det er jo ofte hot stuff, der skal formidles, ik? Og det er jo ofte en lidt sårbar proces, når fx en politiker eller en erhvervsleder skal skrive en (måske) markant eller kontroversiel tale. Så selvfølgelig må der ikke lækkes fortrolige overvejelser og informationer i processen – hverken før, under eller efter publiceringen. Men samtidig står der lidt mellem linjerne, at det er “lidt snyd” – gør der ikke…? Fordi en erhvervsleder eller politiker egentlig ikke har lyst til at andre ved, at det er en anden, der har skrevet talen eller debatindlægget. Og så bliver det sådan lidt tys-tys… Nogle af de virksomheder, jeg faldt over, udfører også sprogoptimering på fx specialer og afhandlinger. Er dét snyd? Hmmm…. Jeg synes, den er svær. Også i min egenskab af eksaminator og censor på uni, hvor jeg jo hele tiden sidder og læser specialer og andre opgaver – og forventer, at det er Lise eller Mathias, der sidder lige her foran mig til eksamen, som rent faktisk har skrevet (og skal bedømmes på) den opgave, som deres navn står på, selv. Helt selv.

En ghostwriter gør i princippet det samme som en copywriter/ tekstforfatter – men i min optik er ghostwriting mere hængt op på den personlige formidling, den personlige afsender, hvor tekstforfatning også dækker (måske mere informativt orienterede) tekster til nyhedsbreve, pressemeddelelser, annoncer, profilmateriale osv., som ikke rigtig har den der personlige vinkel. Selvom copywriting/ tekstforfatning som begreb eller rolle dækker meget bredt, så handler ghostwriting mere specifikt – set med mine øjne – om at hjælpe en person med at udtrykke præcis det, vedkommende gerne vil sige – men som han eller hun måske ikke selv formår rent formidlingsmæssigt at præstere i ord og billeder. Eller ikke har tid til. Eller overskud til. Eller nærvær nok til.

Og faktisk er jeg vild med at ghostwrite. Det er spændende – og et ærefuldt hverv at få lov til (i et øjeblik) at være nogens stemme. At få lov til at sætte sig ind i, forstå, fortolke og navigere i en andens tanker og idéer. Og dernæst at forme og strukturere disse tanker og idéer til et lækkert produkt. Det er selvsagt af afgørende betydning, at man som ghostwriter har klarsyn og menneskekundskab nok til at få præcis dét frem, som personen ønsker at udtrykke – på en troværdig, relevant og autentisk måde. At få lov til at ghostwrite for nogen er derfor også noget af en tillidssag. Og noget, jeg gør med stolthed – og forvalter med stor loyalitet.

Dybest set handler ghostwriting for mig at se om at give tanker, idéer og holdninger vinger for en person, som kan føle sig stækket og uoplagt i relation til at flyve. Min metier er formidling. At forfatte. At sætte ord (og billeder) på. Det samme er bestemt ikke altid tilfældet for en tough erhvervsleder, en teknisk tænkende ingeniør eller en hardcore finansmand. Men hvis vedkommende giver mig indblik i hans eller hendes måde at tænke og se verden på, forklarer mig, hvad det er, han eller hun vil sige – og til hvem – så kan jeg give disse tanker og idéer en form, som rammer modtagerne lige ‘i førerhuset’ :-)

Er det snyd? Det syn’s jeg ikke… At give noget eller nogen vinger er ikke det samme som at flyve for dem. Så længe man netop ikke gør det – flyver for dem…

Uhhuuuhuuuuu. Denne artikel skulle vist have været skrevet til Halloween, men nu blev det altså marts….

God weekend! :-)

/mlp